Ægteskab

Ægteskab

I dag er den mest almindelige familieform i Danmark fortsat ægteskabet, men ægteskabet kan ikke længere alene betragtes som en forbindelse mellem mand og kvinde, men nu også mellem to personer af samme køn. Ægteskabet er foruden en, i mange tilfælde, kirkelig forbindelse af mand og kvinde, også en retlig forbindelse, der medfører en række forpligtelser for de involverede parter. 

Betingelser

Gyldighedsbetingelserne

Det er en forudsætning for, at et ægteskab medfører retsvirkninger, at det er gyldigt indgået. En vielse er efter ægteskabsloven gyldig, hvis den er sket for en myndighed, der lovligt kan foretage vielser. Endvidere er det krav, at det forlovede par skal møde personligt, hvorfor det altså ikke er muligt at sende en fuldmægtig, eksempelvis, hvis man er udstationeret. Ligeledes skal det forlovede par på spørgsmål fra vielsesmyndigheden erklære, at de vil ægte hinanden, hvorpå de slutteligt skal forkyndes at være ægtefolk.

Ægteskabsbetingelserne

Førend et ægteskab kan indgås er det dog også nødvendigt at prøve, om ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Opfyldelse af ægteskabsbetingelserne er ikke nødvendigvis en forudsætning for, at ægteskabet er gyldigt og medfører retsvirkninger, men i og med at ægteskabsbetingelserne vil blive prøvet af vielsesmyndigheden, inden vielsen finder sted, så vil betingelserne alligevel skulle være opfyldt, hvis de kommunale myndigheder skal udstede en prøvelsesattest.

Ægteskabsbetingelserne har som deres hovedformål at beskytte de personer, der skal indgå ægteskabet, men samtidig skal de også fremme både etiske og medicinske mål. Således skal de hindre ægteskaber, der må anses for at blive til ulykke for de involverede parter, herunder deres børn, eller som må anses som direkte samfundsskadelige. Betingelserne er som følger:

  • Begge parter skal være fyldt 18 år. Hvis parterne ikke er over 18, så skal de have tilladelse af både deres forældre og kommunen (tidligere kaldt et kongebrev). Typisk vil piger få kommunal tilladelse, hvis de er gravide og fyldt 15, eller hvis de er fyldt 16 og parterne har egen bolig, hvorimod mænd under 18 kun sjældent får lov.
  • En person der er under værgemål må ikke indgå ægteskab uden værgens samtykke.
  • Der gælder et forbud mod ægteskab mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje og mellem søskende. Forbuddet mod ægteskab mellem søskende gælder også for ægteskab mellem halvsøskende, hvorimod det ikke finder anvendelse i forhold til sammenbragte børn eller adoptivbørn.  Forbuddet gælder således børn, børnebørn osv., samt forældre, bedsteforældre mv. Derimod gælder der ikke et forbud mod ægteskab med andre slægtninge, eksempelvis mostre, fastre, farbrødre, morbrødre, fætre eller kusiner.
  • Ligeledes kan svogerskab også være en hindring for ægteskab. Således skal civildirektoratet give tilladelse, hvis personer, hvor den ene har været gift med den andens slægtning i op- eller nedstigende linje, ønsker at indgå ægteskab.
  • Så længe et adoptivforhold består, er det ikke tilladt for adoptivbørn at gifte sig med hinanden.
  • Det er heller ikke tilladt at indgå et nyt ægteskab så længe et allerede etableret ægteskab eller partnerskab består. Dette gælder også selvom parterne er separerede.
  • Afslutningsvist er det en betingelse, at det offentlige skifte eller skiftet ved bobestyrer er påbegyndt, eller at det private skifte er afsluttet, hvis den tidligere ægtefælle er afgået ved døden. Dette gælder dog ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem parterne, de var separerede på tidspunktet for dødsfaldet, samtlige arvinger giver samtykke hertil, eller der ikke skal foretages dødsbobehandling, jf. de arveretlige regler.

Ægteskabets retsvirkninger

Som nævnt ovenfor, så er der også en række nok så vigtige retlige virkning tilknyttet ægteskabet. Formålet med reglerne er at etablere en række tryghedsskabende regler, der på den ene side bygger på princippet om parternes indbyrdes solidaritet, og på den anden side princippet om parternes ligestilling. Således findes der en række regler om bl.a. den indbyrdes forsørgelsespligt, gensidig legitimation, særråden og særhæften, samt mulighed for at træffe aftale om formueforholdene. På mange måder bliver ægtefæller til en fælles økonomisk enhed, når de indgår ægteskab, og vil i høj grad blive identificeret med hinanden i et økonomisk øjemed.

Gensidig forsørgelse

Efter princippet om parternes indbyrdes solidaritet følger først og fremmest forpligtelsen til gensidig forsørgelse. Ægtefællerne er principielt set ligestillede i forhold til forsørgelsespligten, og er forpligtet til hver især at skaffe familien det underhold, der efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Der er tale om en ganske vid ramme, der i stor udstrækning kan udfyldes af ægtefællerne selv. Ægtefællerne er alene forpligtet til at bidrage til forsørgelsen efter evne, og det er ikke alene økonomiske bidrag, som kan opfylde forsørgelsespligten, men tillige arbejde i hjemmet eller lignende.

Der er således intet i vejen for, at ægtefællerne aftaler, at den ene part bidrager til underholdet med sin indtægt, mens den anden part bidrager gennem den almindelige husholdning eller gennem formue. Konsekvensen er at ægtefællerne ikke “skylder” hinanden noget, og at den ene part ikke kan kræve sine udgifter kompenseret af den anden. Det afgørende er i denne sammenhæng om der er tale om en udgift der kan henses tilhørende forsørgelsen. Såfremt der i stedet er tale om et lån, så kan den långivende ægtefælle kræve lånet tilbagebetalt. Normalt gælder der dog en formodning for, at der er tale om et underholdsbidrag, hvis der overføres aktiver mellem ægtefæller. Det skal typisk godtgøres, at en egentlig lånaftale blev oprettet førend der er tale om et lån. Såfremt en ægtefælle ikke er i stand til at dække udgifterne til sine særlige behov gennem sit eget bidrag, så har vedkommende krav på at blive forsørget af den anden ægtefælle.

Forsømmer en ægtefælle at opfylde sin underholdspligt, så kan retten, på begæring, pålægge ægtefællen at yde den anden et bidrag i det omfang, hvori det efter omstændighederne må anses for rimeligt. Det er dog forholdsvist sjældent, at denne bestemmelse anvendes.

Ud over den privatretlige forsørgelsespligt, som den er gennemgået ovenfor, så gælder der også en offentligretlig forsørgelsespligt. Den offentlige forsørgelsespligt har betydning i forhold til modtagelsen af bl.a. kontanthjælp. Pligten betyder, at den enkelte også har en pligt til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn i forhold til det offentlige. Det er således alene i den situation, hvor den ene ægtefælle ikke er i stand til at forsørge den anden eller børnene, at staten er forpligtet til at træde til.

Formuefællesskab

Den måske vigtigste retsvirkning af ægteskabet er det legale formuefællesskab. Formuefællesskabet er som hovedregel den formueretlige hovedretsvirkning af et ægteskab, og træder som udgangspunkt automatisk i kraft ved ægteskabets indgåelse, med mindre ægteskabets parter aktivt indgår andre aftaler. Selv om formuefællesskabet også indeholder regler om henholdsvis særråden og særhæften, så finder hovedretsvirkningen først anvendelse, når ægteskabet ophører, specielt i form af bodeling ved separation, skilsmisse og død.

For en særlig gennemgang af reglerne vedrørende formuefællesskabet, henvises der til formuefællesskabet.

Klik her for at få tilbud og juridisk rådgivning fra advokater

Det er helt gratis og uforpligtende