Erstatning ved trafikulykke

Efter færdselsloven gælder der som hovedregel et objektivt ansvar for trafikskader, hvilket indebærer, at skadevolder ifalder ansvar, uanset om der konkret er noget at “bebrejde” skadevolder. Dette betyder, at skadevolder allerede er erstatningsansvarlig ved skadens blotte indtræden, og at der således ikke tages hensyn til, om skadevolder i øvrigt har udvist ansvarspådragende adfærd. Det har den konsekvens, at skadevolder vil være ansvarlig for hændelige skader og uheld. På samme måde kan en skadevolder potentielt også ifalde ansvar for en ulykke, som i højere grad skyldes skadelidtes adfærd, eksempelvis, hvis en fodgænger pludseligt træder ud foran en bilist.

I visse tilfælde er det objektive ansvar i færdselsloven tilsidesat for et almindeligt culpaansvar. Dette er især tilfældet, hvor der forvoldes skade på en anden måde end den i færdselsloven opregnede, samt i tilfælde, hvor motorkøretøjet har været anvendt af en fører, og ikke af en ejer eller bruger. Mere om denne undtagelse nedenfor.

Erstatningsansvar ved en trafikulykke forudsætter foruden et ansvarsgrundlag, at der først og fremmest foreligger en skade, og at der dernæst er en sammenhæng mellem skaden og ansvarsgrundlaget. Dette betegnes almindeligvis som de objektive erstatningsbetingelser.

For at det objektive ansvar i færdselsloven kan komme i spil, er det dog en nødvendig betingelse, at skaden er sket inden for færdselslovens anvendelsesområde.

Færdselslovens anvendelsesområde

Færdselsloven gælder for al færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, herunder ligger vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende. Det er her ikke af betydning, om der er tale om en offentlig eller privat vej. Det er i retspraksis endvidere antaget, at også parkeringsanlæg, flyvepladser, og indkørsler til offentlige bygninger er omfattet af færdselsloven.

Det objektive ansvar i færdselsloven gælder kun for motordrevne køretøjer. Heri ligger, at der skal være tale om et motorkøretøj, der er forsynet med en motor som drivkraft. Typiske eksempler på motordrevne køretøjer er biler, motorcykler, knallerter, traktorer eller lignende. Der er endvidere et krav, at det pågældende motordrevne køretøj har været i brug som trafikmiddel, men dog ikke, at motoren har været tændt. Dette har typisk den betydning, at førerløse, selvkørende motorkøretøjer ikke er omfattet af færdselslovens objektive ansvar.

Færdselslovens personkreds

Erstatningsansvaret efter færdselsloven påhviler den ejer eller bruger, der benytter køretøjet eller lader det benytte.

Der vil typisk være et sammenfald mellem ejeren og brugeren, men dette er dog ikke altid tilfældet. I visse situationer er ejeren og brugeren ikke sammenfaldende, eksempelvis, hvor et barn bruger sine forældres bil eller hvis en bil leases eller lejes. I disse situationer vil det ofte ville forekomme urimeligt, hvis ejeren blev holdt ansvarlig for skader, som en bruger forårsager. Hvem erstatningsansvaret påhviler i disse situationer afhænger derfor af, hvem der i skadeøjeblikket havde selvstændig råden over det motordrevne køretøj i egen interesse. Hvis brugeren havde den selvstændige råden i egen interesse, så vil ansvaret påhvile brugeren.

Hvis køretøjet imidlertid ikke føres af en bruger eller ejer, men i stedet af en fører, eksempelvis en privatchauffør, så vil erstatningsansvaret påhvile ejeren/brugeren og føreren. Ejeren/brugerens ansvar vil bero på den forvoldte skades type, mens førerens ansvar vil bero på et almindeligt culpaansvar.

Begivenheder omfattet af det objektive ansvar og culpaansvaret

Efter færdselsloven er det kun en række bestemte begivenheder, som kan medføre et objektive ansvar. Hvis der ikke er tale om en af de nævnte begivenheder, vil der i stedet kunne ifaldes et almindeligt culpaansvar.

Det objektive ansvar gælder alene for skader, som et motorkøretøj forvolder ved færdselsuheld, og på skader, som skyldes eksplosion/brand i motorkøretøjets brændstofanlæg. Efter retspraksis er følgende skadetyper omfattet:

  • Skader, der skyldes påkørsel, sammenstød og væltning.
  • Skader, der opstår i forbindelse med påfyldning af brændstof.
  • Skader, der opstår som følge af, at et køretøj slynger genstande op fra vejbanen.
  • Skader, der forårsages af, at dele af køretøjet falder af.
  • Skader, som udspringer af, at gods falder af under kørslen.
     

Det har som udgangspunkt ikke betydning, om der er sket personskade eller tingskade.

Hvis et motorkøretøj ikke forvolder skade på én af de ovenstående måder, så vil der i stedet kunne ifaldes ansvar efter en culpabedømmelse.

Skadelidtes medvirken

De færdselsretlige regler om medvirken afviger i nogen grad fra de almindelige regler om medvirken. Det er særligt de færdselsretlige regler angående erstatning for personskade og erstatning for tab af forsørger, der afviger fra de almindelige regler.

Efter færdselslovens regler, kan erstatning for personskade eller tab af forsørger nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde selv har medvirket til skaden. Ligeledes kan skaden nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde har medvirket til skaden ved grov uagtsomhed.

Ved uheld, hvor kun ét motorkøretøj er involveret, vil det aldrig have betydning for erstatningens størrelse, hvis skadelidte kun har medvirket til ulykken ved simpel uagtsomhed. Dette vil typisk være tilfældet, hvis en svingende cyklist ikke kigger sig ordentligt for, hvis en person fumler med en bildør og herefter falder ud, eller hvis en fodgænger “fortryder” på vej over en vej og derefter bliver kørt ned. I ovennævnte tilfælde vil der være krav på fuld erstatning, uanset at der er udvist simpel uagtsomhed.

Hvis skadelidte har udvist grov uagtsom adfærd i sin medvirken til skaden, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde. I forarbejderne til færdselsloven er der lagt op til, at der skal være tale om særdeles grov uagtsomhed førend der kan ske nedsættelse, og at bortfald bør være den absolutte undtagelse. Af forarbejderne fremgår det ligeledes, at nedsættelsen normalt vil være 1/3. I tilfælde, hvor skadelidte har kørt med en spirituspåvirket bilist har der i retspraksis været en tendens til at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde ud fra et accept af risiko synspunkt.

Erstatning for tingskade kan derimod nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller blot simpelt uagtsomt har medvirket til skaden. Et fuldstændig bortfald af erstatning vil dog typisk kun komme på tale, hvis skadelidte har handlet groft uagtsomt eller forsætligt.

Sammenstød mellem motorkøretøjer

Ved sammenstød mellem motorkøretøjer, hvor skaden forvoldes på føreren/brugeren eller dennes ting, behandles erstatningen efter en selvstændig bestemmelse i færdselsloven. Hvis der forvoldes skade på passagerer eller andre ved sammenstødet, så behandles erstatningen efter de ovenstående regler.

Hvis den skadelidte ejer/bruger af motorkøretøjet har lidt skade, så kan hans personskadeerstatning nedsættes eller bortfalde, hvis han ved grov uagtsomhed eller forsætligt har medvirket til skaden. Hvis skadelidte alene har optrådt simpelt uagtsom, har han fortsat krav på fuld erstatning.

Ovenstående har konkret den betydning, at hvis to biler støder sammen, og begge ejere/brugere lider personskade, så kan de begge få dækket deres krav hos modpartens ansvarsforsikring, hvis de begge alene har handlet simpelt uagtsomt. Hvis den ene part, eller begge, derimod har handlet groft uagtsomt, så kan erstatningen nedsættes.

Hvis der sker tingskade på “ikke-tredjemands” ejendele, altså ejerne/brugerne af de sammenstødte motorkøretøjer, så kan erstatningen nedsættes “under hensyn til de foreliggende omstændigheder”. I praksis betyder det, at tingsskadeerstatningen kan nedsættes (typisk med 1/3, 1/2 eller 2/3), eller helt bortfalde, hvis der blot er udvist simpel eller grov uagtsomhed. Der vil almindeligvis blive foretaget en fordeling af ansvaret for ulykken, således at én part eksempelvis tildeles 2/3 af ansvaret for ulykken. Hvis den ene part har fået tildelt hovedparten af ansvaret for ulykken, så vil der som udgangspunkt blive tildelt den anden part fuld erstatning, uanset om denne har begået en mindre fejl. Den, der bærer den absolutte hovedskyld vil som udgangspunkt ikke have noget erstatningskrav.

Ansvarsforsikring

Efter bekendtgørelse nr. 579 af 6. juni 2007 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, er det nu lovpligtigt at tegne en ansvarsforsikring. Forsikringen vedrører ikke bare situationer, hvor der kan rettes et krav på objektivt grundlag, men tillige tilfælde, hvor ansvaret er baseret på den almindelige culparegel.

Forsikringspligten påhviler ejeren af køretøjet eller den person, som har varig rådighed over køretøjet. Forsikringen skal dække personskade indtil 50 mio. kr. og tingsskade på indtil 10 mio. kr.

Ansvarsforsikringen er som udgangspunkt direkte forpligtet over for skadelidte, hvorfor en erstatning altid vil blive udbetalt umiddelbart af forsikringsselskabet, som så senere kan rette et regreskrav mod den ansvarlige forsikringstager. Forsikringsselskabet kan således ikke undlade at udbetale erstatning med henvisning til, at skadevolderen havde overtrådt betingelserne i hans forsikringspolice. Forsikringsselskabet kan heller ikke påberåbe sig, at den ansvarlige er en ikke-sikret person. Dette er i stedet et regresproblem.

Regresspørgsmål behandles ikke i denne fremstilling. Der henvises i stedet til andre fremstillinger om emnet.

Ønsker du juridisk hjælp til at få erstatning ved trafikulykke:

Klik her for at få tilbud fra advokater