Spørgsmålet om, hvem der retligt er fader eller moder til barnet, og hvem der derudover har forældremyndigheden, er selvsagt et spørgsmålet, som har stor betydning for mange mennesker.
Når et barn fødes, opstår naturligvis spørgsmålet, om hvem der skal tage sig af barnet mht. omsorg og forsørgelse. I børneloven findes en række bestemmelser, som har til formål specifikt at udpege, hvem der bærer et ansvar i forhold til barnets opdragelse og forsørgelse. Ligeledes findes der bestemmelser for hvem, der lovligt kan påtage sig det ansvar at forsørge et barn, bl.a. i reglerne om adoption.
Ydermere findes der regler som regulerer præcis hvad forældremyndigheden omhandler samt hvilket ansvar forældrene har over for barnet.
Udgangspunktet er, at forældrene har fælles forældremyndighed over barnet. Gifte forældre har således selvsagt fælles forældremyndighed, også selvom de har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt. Hvis forældrene var separerede på fødselstidspunktet, har moderen dog forældremyndigheden.
Ligeledes har ugifte forældre også fælles forældremyndighed, hvis de sammen har afgivet erklæring om at ville varetage barnets omsorg. Begge forældre kan kræve, at den fælles forældremyndighed ophører, hvis de ophæver samlivet eller agter at gøre dette.
Med undtagelse af de ovennævnte tilfælde har moderen forældremyndigheden alene, når hun er ugift.
Der er som udgangspunkt fri mulighed for at aftale, hvem der skal have forældremyndigheden, dog med den begrænsning, at statsforvaltningen kan erklære aftalen ugyldig, hvis den strider mod barnets tarv.
Ved uenighed om forældremyndigheden skal statsforvaltningen først og fremmest tilbyde forældrene rådgivning. Hvis forældrene fortsat ikke kan blive enige, så kan sagen indbringes for retten, som ud fra et samlet skøn skal afgøre om den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af forældrene skal have forældremyndigheden alene.
Den fælles forældremyndighed kan alene ophæves, hvis der for retten er grund til at tro, at forældrene ikke kan samarbejde til barnets bedste. Hvad der er bedst for barnet er typisk det afgørende forhold i en sag om forældremyndighed. Det vil dog også spille ind, hvilken af forældrene, der er bedst til at samarbejde, eller om der er udøvet vold eller misbrug.
Som udgangspunkt har I som forældre fælles forældremyndighed over jeres børn - også når I går fra hinanden. I vil automatisk have fælles forældremyndighed, hvis:
I var gift med hinanden, da barnet blev født.
I har indgået ægteskab med hinanden efter barnet er blevet født.
I var separerede, da barnet blev født, men senere valgte at flytte sammen igen.
I IKKE var gift ved barnets fødsel, men underskrev en fælles omsorgs- og ansvarserklæring, da barnet blev født.
Hvis barnet er født efter d. 1. oktober 2007, har I fælles forældremyndighed i samme situationer, men også:
Hvis I var gift inden for de sidste 10 måneder, før barnet blev født.
Hvis I har underskrevet en fælles omsorgs- og ansvarserklæring, da barnet blev født.
Hvis I har boet sammen de sidste 10 måneder før barnet blev født, og faren har anerkendt faderskabet i forbindelse med fødslen, eller faderen er blevet dømt til at være far i en faderskabssag ved retten.
Der er to måder, hvorpå du kan få fuld forældremyndighed på:
Ved at aftale med den anden forælder i enighed, at det er dig, der skal have den fulde forældremyndighed.
Forsøge at komme til enighed i Familieretshuset. Hvis dette ikke lykkes, kan sagen komme for retten, hvor afgørelsen træffes.
Hvis du ønsker den fulde forældremyndighed, vil processen typisk se således ud:
Du forsøger at aftale fuld forældremyndighed med den anden forælder.
Hvis ikke I bliver enige, starter du en sag om forældremyndighed i Familieretshuset.
Hvis ikke I bliver enige starter du en sag i (familie)retten.
I vil altid først blive indkaldt til et møde i Familieretshuset, inden sagen bliver sendt videre til familieretten. Familieretshuset vil blandt andet vejlede og rådgive om, hvordan reglerne er og vil fortælle, hvordan en dommer normalt træffer en afgørelse i retten.
Som forælder med fuld forældremyndighed kan man tage en række beslutninger alene. De ‘væsentligste’ beslutninger er:
Beslutninger som må anses at være så indgribende for barnet, at begge forældre skal være enige
Beslutninger om risikobetonet fritidsaktivitet (om barnet for eksempel skal gå til motorcross)
Barnets flytning til udlandet (herunder også Grønland og Færøerne)
Hvilken skole barnet skal gå på, videreuddannelse osv. (samt indmeldelsen i skolen)
Barnets religion
Væsentlige lægelige indgreb
Udstedelse af pas
Barnets navn
Ret til indsigt i alle dokumenter og akter, der vedrører barnet
Blandt andet ovenstående beslutninger kan forældremyndighedsindehaveren tage helt alene uden at skulle inddrage den forældre uden forældremyndighed.
Som altoverskyggende hovedregel gælder det i dansk ret, at den kvinde som føder barnet også er dets moder. Dette gælder uanset om fødslen sker ved ægdonation eller ej. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at der i børneloven er indsat en bestemmelse, som fastslår, at aftaler om surrogatmoderskab er ugyldige. Ved surrogatmoderskab forstås, at en kvinde føder barnet, hvorefter hun udleverer dette til en anden. Ligeledes er formidling og annoncering af surrogatmoderskab forbudt.
Når det kommer til mænd, kan det være lidt mere kompliceret, at afgøre hvem der er og bør være far til barnet. Lovens udgangspunkt er, at hvis et barn fødes af en gift kvinde, så anses hendes ægtemand som far til barnet. Denne regel kan der dog afviges fra, hvis ægtefællerne er separerede, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand, eller hvis begge ægtefæller anmoder om, at der rejses faderskabssag.
Hvis der fødes et barn af en ugift kvinde, så anses en mand som far til barnet, hvis han og moderen skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Dette gælder dog ikke, hvis moderen indtil 10 måneder før barnets fødsel var gift med en anden mand, og de ikke var separeret. En omsorgs- og ansvarserklæring kan udleveres af jordemoderen ved barnets fødsel. Hvis erklæringen først indsendes ved barnets fødsel, skal den sendes til kirkekontoret, hvorimod den skal indsendes til statsforvaltningen, hvis forældrene ønsker at blive registreret før barnets fødsel.
Hvis moderen ikke har en ægtefælle ved barnets fødsel, og ikke har været gift senest 10 måneder før barnets fødsel, så kan en mand, som har haft et seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid, anerkende faderskabet over for statsforvaltningen, hvis hun ikke efter det oplyste har haft forhold til andre mænd i samme periode.
Hvis hun derimod har haft seksuelle forhold til flere mænd i samme periode, så kan en mand anerkende faderskabet, hvis det er utvivlsomt, at han er faderen. Dette vil typisk blive fastslået ved at få foretaget en DNA-test. Selv om moderen har haft seksuelle forhold til flere mænd, så kan en mand anerkende faderskabet, hvis han og moderen sammen erklærer, at de vil drage omsorg for barnet. Denne erklæring skal dog tiltrædes af de andre mænd, som kvinden har haft seksuelle forhold til.
Hvis en mand mener, at han er far til barnet, så har han ret til at anlægge sag om faderskab ved statsforvaltningen inden for 6 måneder efter barnets fødsel. Denne ret gælder dog ikke, hvis en ægtefælle eller samlever allerede er registreret som far til barnet. Den eneste undtagelse hertil er, hvis der er tale om en tidligere ægtefælle eller samlever fra det tidspunkt, hvor kvinden blev gravid.
Når sagen behandles ved statsforvaltningen, har moderen pligt til at oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet. Undtagelsen hertil er dog, hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold, eller hensyn til barnets tarv taler herfor.
Statsforvaltningen vil almindeligvis opfordre sagens parter til at gennemgå en DNA-test, som regnes for 99.99 % sikker. Statsforvaltningen kan dog alene opfordre parterne og kan således ikke gennemtvinge undersøgelserne. Hvis medvirken til en DNA-undersøgelse afvises, kan statsforvaltningen henvise sagen til retten, som har mulighed for at tvinge sagens parter til at medvirke ved undersøgelsen.
En sag om retligt faderskab kan, med ovennævnte undtagelser in mente, frit genoptages inden for 6 måneder efter barnets fødsel. Hvis ingen mand er fastslået som barnets far ved enten anerkendelse eller dom, så er retten til genoptagelse fri. Dog gælder, at en sag ikke kan genoptages mod et myndigt barns vilje. Er parterne derimod enige om at genoptage sagen, så gælder en meget fri ret til genoptagelse.
Hvis det anslås, at der er sket en fejl under behandlingen, så kan der i særlige tilfælde ske genoptagelse af sagen.
Formålet med reglerne om forældremyndighed og forældreansvar er at sikre, at der drages omsorg for barnet, indtil det er i stand til at drage omsorg om sig selv. Afledt heraf er det også formålet med reglerne at afgøre præcist, hvad der kan forventes af en forælder, og hvem der skal have forældremyndigheden, hvis der opstår en tvist herom, eksempelvis ved separation, skilsmisse eller samlivsophævelse.
Formålet med bestemmelserne om samvær er at sikre, at barnet bevarer sit forhold til begge sine forældre. Dette søges typisk gjort ved at lade den, som ikke har barnet boende, få en ret til samvær med barnet. I langt de fleste tilfælde aftaler forældrene selv, hvordan samværet skal arrangeres. Ved uenighed kan statsforvaltningen dog anmodes om at fastsætte det nærmere omfang for samværet.
Statsforvaltningen har mulighed for at afslå samvær, hvis det skønnes, at det er bedst for barnet. Samvær afvises typisk:
Hvor større børn modsætter sig samværet.
Hvor der i lang tid ikke har været kontakt mellem den berettigede forælder og barnet.
Hvis der består en konkret risiko for, at den berettigede forælder vil bortføre barnet.
Hvor den berettigedes mentale tilstand er ustabil.
Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde træffe bestemmelser om andre former for kontakt, bl.a. ved brevudveksling eller telefonsamtaler.
Den forældre, som ikke har forældremyndigheden har fortsat ret til at blive orienteret om barnet, medmindre den pågældende myndighed skønner, at det er til skade for barnet. Fortrolige forhold om forældremyndighedsindehaveren må dog ikke videregives.
Formålet med bestemmelserne om samvær er at sikre, at barnet bevarer sit forhold til begge sine forældre. Dette søges typisk gjort ved at lade den, som ikke har barnet boende, få en ret til samvær med barnet. I langt de fleste tilfælde aftaler forældrene selv, hvordan samværet skal arrangeres. Ved uenighed kan statsforvaltningen dog anmodes om at fastsætte det nærmere omfang for samværet.
Statsforvaltningen har mulighed for at afslå samvær, hvis det skønnes, at det er bedst for barnet. Samvær afvises typisk:
Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde træffe bestemmelser om andre former for kontakt, bl.a. ved brevudveksling eller telefonsamtaler.
Den forældre, som ikke har forældremyndigheden har fortsat ret til at blive orienteret om barnet, medmindre den pågældende myndighed skønner, at det er til skade for barnet. Fortrolige forhold om forældremyndighedsindehaveren må dog ikke videregives.
Et barns forældre er både privatretligt og over for det offentlige forpligtet til at forsørge barnet. Begge forældre er hver for sig forpligtet til at forsørge barnet. Forsørgelsen kan både bestå i, at den ene forældre betaler nogle af de ting, som barnet har brug for i sin hverdag, eller ved at betale et fast beløb, et såkaldt børnebidrag.
Formålet med børnebidraget er at sikre, at begge forældre deltager i barnets opdragelse. På den baggrund har statsforvaltningen mulighed for at pålægge en forælder at bidrage med et bestemt beløb i børnebidrag.
Børnebidraget fastsættes i almindelighed under hensyn til barnets tarv og forældrenes økonomiske formåen. Hvis begge forældre er ubemidlede, så vil børnebidraget typisk fastsættes i overensstemmelse med det gældende normalbidrag, i øjeblikket lige omkring 1000 kr. Hvis barnet derimod er blevet til ved en kønsforbrydelse, så skal faderen betale samtlige udgifter til barnets underhold.
Forældrene har som udgangspunkt fri adgang til selv at aftale bidraget til barnet.
Bidragspligten bortfalder almindeligvis når barnet fylder 18 år. Dog kan der yderligere pålægges et bidrag til uddannelse eller undervisning indtil barnet fylder 24 år. Ligeledes bortfalder bidragspligten, hvis barnet indgår ægteskab, medmindre statsforvaltningen bestemmer andet.
Har du behov for juridisk hjælp ifm forældremyndighed, børnebidrag, samvær eller bopæl:
Du behøver ikke at komme med en detaljeret beskrivelse. Vores eksperter vil validere din sag, før vi matcher dig med relevante rådgivere.