Når der indgås et ægteskab, så er det udgangspunktet, at det følges af et formuefællesskab.
Formuefællesskabet er en automatisk følge af ægteskabet, hvorfor der skal indgås særskilte aftaler mellem ægtefællerne, også kaldet en ægtepagt, hvis der skal gælde en anden formueordning.
Det kan imidlertid forekomme misvisende at bruge betegnelsen “formuefællesskab”, eller fælleseje, som det populært kaldes, da ægtefællerne reelt set ikke ejer formuen i fællesskab. Omvendt, så ejer ægtefællerne faktisk hver deres del af formuen, opgjort i såkaldte “bodele”, og hæfter også særskilt for hver deres gæld.
Det danske formuefællesskab er således karakteriseret ved begreberne “særråden” og “særhæften”, og det reelle formuefællesskab indtræder som udgangspunkt først, når ægteskabet opløses, enten ved separation, skilsmisse eller død.
Den almindelige formueordning, formuefællesskabet, indtræder, som nævnt, når der indgås ægteskab. Ægtefællerne har dog mulighed for enten ved ægteskabets indgåelse eller senere at oprette en ægtepagt, hvori det bestemmes, at der skal gælde en anden formueordning end fælleseje, eksempelvis fuldstændigt særeje.
Det kan også være bestemt af tredjemand, eksempelvis ved testamente, at der for visse aktiver skal gælde andet et fælleseje. Det skal her bemærkes, at et tidligere stiftet særeje kan ophæves ved en ny ægtepagt, en såkaldt særejeophævelses-ægtepagt, hvorfor det altså er muligt at vende tilbage til det formueretlige udgangspunkt.
Særeje bestemt ved gave eller testamente kan dog kun gøres til fælleseje, hvis det ikke strider mod giverens bestemmelse.
Formuefællesskabet bortfalder, hvis ægtefællerne bliver separeret. I sådanne tilfælde skiftes ægtefællernes fællesbo, og hvad der her udlægges hver af ægtefællerne bliver deres særeje. Ligeledes bliver alt, hvad ægtefællerne senere erhverver mens de stadig er separeret særeje.
Hvis ægtefællerne derimod genoptager samlivet, så vil det særeje, der er opstået i forbindelse med separationen på ny blive fælleseje.
Også i tilfælde af ægteskabets ophør ved umiddelbar skilsmisse, omstødelse eller en ægtefælles død, ophører formuefællesskabet. Dette medfører, at alle efterfølgende erhvervelser og udgifter behandles særskilt fra fællesboet.
Som hovedregel skal et bo skiftes ved dødsfald, men under visse omstændigheder, har længstlevende ægtefælle mulighed for at blive siddende i uskiftet bo.
I tilfælde af, at længstlevende ægtefælle bliver siddende i uskiftet bo, så skal vedkommende i princippet føre boet videre i henhold til formuefællesskabets principper indtil der skiftes endeligt.
Udgangspunktet er, at “alt” i princippet er omfattet af formuefællesskabet. Der er dog en række markante undtagelser til denne hovedregel. Først og fremmest er alt, hvad der er omfattet af særeje undtaget, jf. ovenstående, uanset om der er tale om særeje som følge af ægtepagt, gave, testamente, separation eller bosondring.
Som en yderligere undtagelse til hovedreglen, gælder, at visse særlige rettigheder også i en vis udstrækning er undtaget formuefællesskabet. Der er tale om rettigheder, der efter sin art og karakter er særligt knyttet til en bestemt person, eller i øvrigt er uoverdragelige, og at de ikke bør indpasses under de almindelige regler om formuefællesskab.
Omvendt er disse rettigheder heller ikke særeje, med mindre de er gjort til det, eksempelvis ved testamente eller ægtepagt. Af omfattede rettigheder kan særligt nævnes pensioner og erstatninger.
Den samlede formuemasse er opdelt i bodele, således at hver ægtefælles bodel består af det, som ægtefællerne hver især indbragte ved ægteskabets indgåelse, og af det, som ægtefællerne senere har erhvervet, uanset hvordan aktivet er erhvervet.
Det grundlæggende kriterium, der er bestemmende for, om et aktiv er omfattet af den ene eller den anden bodel, er, som nævnt, hvem af ægtefællerne, der har indført aktivet i formuefællesskabet. Dette suppleres af et surrogationsprincip, hvorefter aktiver, der erstatter et andet aktiv, hører til den bodel, som det erstattede aktiv tilhørte.
Arv og gave fra tredjemand tilhører modtagerægtefællen. Bryllupsgaver og lignende gaver fra den ene ægtefælles nærmeste slægt eller venner antages at høre til vedkommendes bodel.
Hvis der er tale om en gave fra fælles venner vil der være en antagelse for, i mangel på andre holdepunkter, at der er tale om et samejeforhold. Ved ophør af separation, hvor fællesboet er skiftet og der efterfølgende er indtrådt særeje, vil de gamle bodele ikke blive genoprettet, hvis samlivet genoptages.
Der gælder en vid grad af aftalefrihed mellem ægtefællerne, hvorfor ægtefællerne, med visse begrænsninger, kan aftale hvilken bodel et aktiv skal tilhøre. Dette kan enten ske ved gensidigt bebyrdende aftale, gave, overskudsdeling, eller som forsørgelse. Ægtefællernes adgang til at bestemme, hvem det pågældende aktiv skal tilhøre er ikke helt fri, men er derimod underlagt en række begrænsninger.
Først og fremmest, skal den ægtefælle, der er tiltænkt som ejer, have haft økonomisk mulighed for selv at erhverve aktivet. Ligeledes kan ægtefællerne ikke blot bestemme, at en aktiv nu tilhører den anden, da der i så fald foreligger en vederlagsfri overdragelse, der efter reglerne om gaver mellem ægtefæller ofte vil kræve ægtepagt. Hvis der ikke er tegnet en ægtepagt, vil gaven som udgangspunkt være ugyldig.
Opdelingen i bodele har en række retsvirkninger, der er interessante både under og efter ægteskabet. Under ægteskabet er det den ægtefælle, hvis bodel et aktiv tilhører, der kan råde over dette aktiv, ligesom en ægtefælle alene kan testamentere over et aktiv, som hører til dennes bodel.
Endvidere kan kun en ejerægtefælles kreditorer søge sig fyldestgjort, enten ved individualforfølgning eller konkurs, i den pågældende ægtefælles bodelsaktiver.
Ved ægteskabets afslutning, enten ved separation, skilsmisse eller død, berøres den kvantitative bodeling ikke i væsentlig grad af, hvilken bodel en genstand tilhører. Dette skyldes delingsprincippet, hvorefter hver ægtefælles bodel opgøres for sig, således at en ægtefælles gæld fratrækkes den samlede aktivbeholdning i bodelen.
Herefter deles hver ægtefælles positive nettobodel med en halvdel til hver, således at halvdelen af af summen af de to positive nettobodele udgør hver ægtefælles bodel. Hvilken bodel et aktiv tilhører har i denne sammenhæng størst betydning, hvis den ene ægtefælles bodel er negativ, da kun den positive bodel medtages ved opgørelsen af boslodderne.
Tilhører et aktiv således ægtefællen med den negative bodel, så bliver dette aktiv ikke delt mellem ægtefællerne, hvilket det ville, hvis det havde tilhørt en positiv bodel.
Foruden den kvantitative deling, som den er beskrevet ovenfor, så har bodelene også indvirkning på den kvalitative bodeling. Således har den, til hvis bodel et aktiv hører, som udgangspunkt en ret til at udtage den pågældende genstand ved skiftet.
Det kan være god idé at få hjælp fra en advokat eller jurist, når du indgår ægteskab. Hos Ageras kan du få 3 gratis og uforpligtende tilbud på advokater og jurister.
Du behøver ikke at komme med en detaljeret beskrivelse. Vores eksperter vil validere din sag, før vi matcher dig med relevante rådgivere.