Formuefællesskab

Formuefællesskab

Når der indgås et ægteskab, så er det udgangspunktet, at det følges af et formuefællesskab. Det forekommer ganske naturligt, at det personlige og økonomiske fællesskab, der er mellem ægtefæller også medfører et vist grad af fællesskab om formuen. Formuefællesskabet er en automatisk følge af ægteskabet, hvorfor der skal indgås særskilte aftaler mellem ægtefællerne, også kaldet en ægtepagt, hvis der skal gælde en anden formueordning.

Det kan imidlertid forekomme misvisende at bruge betegnelsen “formuefællesskab”, eller fælleseje, som det populært kaldes, da ægtefællerne reelt set ikke ejer formuen i fællesskab. Omvendt, så ejer ægtefællerne faktisk hver deres del af formuen, opgjort i såkaldte “bodele”, og hæfter også særskilt for hver deres gæld. Det danske formuefællesskab er således karakteriseret ved begreberne “særråden” og “særhæften”, og det reelle formuefællesskab indtræder som udgangspunkt først, når ægteskabet opløses, enten ved separation, skilsmisse eller død.

Stiftelse og bortfald af formuefællesskab

Den almindelige formueordning, formuefællesskabet, indtræder, som nævnt, når der indgås ægteskab. Ægtefællerne har dog mulighed for enten ved ægteskabets indgåelse eller senere at oprette en ægtepagt, hvori det bestemmes, at der skal gælde en anden formueordning end fælleseje, eksempelvis fuldstændigt særeje. Det kan også være bestemt af tredjemand, eksempelvis ved testamente, at der for visse aktiver skal gælde andet et fælleseje. Det skal her bemærkes, at et tidligere stiftet særeje kan ophæves ved en ny ægtepagt, en såkaldt særejeophævelses-ægtepagt, hvorfor det altså er muligt at vende tilbage til det formueretlige udgangspunkt. Særeje bestemt ved gave eller testamente kan dog kun gøres til fælleseje, hvis det ikke strider mod giverens bestemmelse.

Formuefællesskabet bortfalder, hvis ægtefællerne bliver separeret. I sådanne tilfælde skiftes ægtefællernes fællesbo, og hvad der her udlægges hver af ægtefællerne bliver deres særeje. Ligeledes bliver alt, hvad ægtefællerne senere erhverver mens de stadig er separeret særeje. Hvis ægtefællerne derimod genoptager samlivet, så vil det særeje, der er opstået i forbindelse med separationen på ny blive fælleseje.

Også i tilfælde af ægteskabets ophør ved umiddelbar skilsmisse, omstødelse eller en ægtefælles død, ophører formuefællesskabet. Dette medfører, at alle efterfølgende erhvervelser og udgifter behandles særskilt fra fællesboet. Som hovedregel skal et bo skiftes ved dødsfald, men under visse omstændigheder, har længstlevende ægtefælle mulighed for at blive siddende i uskiftet bo. I tilfælde af, at længstlevende ægtefælle bliver siddende i uskiftet bo, så skal vedkommende i princippet føre boet videre i henhold til formuefællesskabets principper indtil der skiftes endeligt.

Omfang

Udgangspunktet er, at “alt” i princippet er omfattet af formuefællesskabet. Der er dog en række markante undtagelser til denne hovedregel. Først og fremmest er alt, hvad der er omfattet af særeje undtaget, jf. ovenstående, uanset om der er tale om særeje som følge af ægtepagt, gave, testamente, separation eller bosondring.

Som en yderligere undtagelse til hovedreglen, gælder, at visse særlige rettigheder også i en vis udstrækning er undtaget formuefællesskabet. Der er tale om rettigheder, der efter sin art og karakter er særligt knyttet til en bestemt person, eller i øvrigt er uoverdragelige, og at de ikke bør indpasses under de almindelige regler om formuefællesskab. Omvendt er disse rettigheder heller ikke særeje, med mindre de er gjort til det, eksempelvis ved testamente eller ægtepagt. Af omfattede rettigheder kan særligt nævnes pensioner og erstatninger.

Opdeling i bodele

Den samlede formuemasse er opdelt i bodele, således at hver ægtefælles bodel består af det, som ægtefællerne hver især indbragte ved ægteskabets indgåelse, og af det, som ægtefællerne senere har erhvervet, uanset hvordan aktivet er erhvervet.

Det grundlæggende kriterium, der er bestemmende for, om et aktiv er omfattet af den ene eller den anden bodel, er, som nævnt, hvem af ægtefællerne, der har indført aktivet i formuefællesskabet. Dette suppleres af et surrogationsprincip, hvorefter aktiver, der erstatter et andet aktiv, hører til den bodel, som det erstattede aktiv tilhørte. Arv og gave fra tredjemand tilhører modtagerægtefællen. Bryllupsgaver og lignende gaver fra den ene ægtefælles nærmeste slægt eller venner antages at høre til vedkommendes bodel. Hvis der er tale om en gave fra fælles venner vil der være en antagelse for, i mangel på andre holdepunkter, at der er tale om et samejeforhold. Ved ophør af separation, hvor fællesboet er skiftet og der efterfølgende er indtrådt særeje, vil de gamle bodele ikke blive genoprettet, hvis samlivet genoptages.

Der gælder en vid grad af aftalefrihed mellem ægtefællerne, hvorfor ægtefællerne, med visse begrænsninger, kan aftale hvilken bodel et aktiv skal tilhøre. Dette kan enten ske ved gensidigt bebyrdende aftale, gave, overskudsdeling, eller som forsørgelse. Ægtefællernes adgang til at bestemme, hvem det pågældende aktiv skal tilhøre er ikke helt fri, men er derimod underlagt en række begrænsninger. Først og fremmest, skal den ægtefælle, der er tiltænkt som ejer, have haft økonomisk mulighed for selv at erhverve aktivet. Ligeledes kan ægtefællerne ikke blot bestemme, at en aktiv nu tilhører den anden, da der i så fald foreligger en vederlagsfri overdragelse, der efter reglerne om gaver mellem ægtefæller ofte vil kræve ægtepagt. Hvis der ikke er tegnet en ægtepagt, vil gaven som udgangspunkt være ugyldig.

Opdelingen i bodele har en række retsvirkninger, der er interessante både under og efter ægteskabet. Under ægteskabet er det den ægtefælle, hvis bodel et aktiv tilhører, der kan råde over dette aktiv, ligesom en ægtefælle alene kan testamentere over et aktiv, som hører til dennes bodel. Endvidere kan kun en ejerægtefælles kreditorer søge sig fyldestgjort, enten ved individualforfølgning eller konkurs, i den pågældende ægtefælles bodelsaktiver.

Ved ægteskabets afslutning, enten ved separation, skilsmisse eller død, berøres den kvantitative bodeling ikke i væsentlig grad af, hvilken bodel en genstand tilhører. Dette skyldes delingsprincippet, hvorefter hver ægtefælles bodel opgøres for sig, således at en ægtefælles gæld fratrækkes den samlede aktivbeholdning i bodelen. Herefter deles hver ægtefælles positive nettobodel med en halvdel til hver, således at halvdelen af af summen af de to positive nettobodele udgør hver ægtefælles bodel. Hvilken bodel et aktiv tilhører har i denne sammenhæng størst betydning, hvis den ene ægtefælles bodel er negativ, da kun den positive bodel medtages ved opgørelsen af boslodderne. Tilhører et aktiv således ægtefællen med den negative bodel, så bliver dette aktiv ikke delt mellem ægtefællerne, hvilket det ville, hvis det havde tilhørt en positiv bodel. Foruden den kvantitative deling, som den er beskrevet ovenfor, så har bodelene også indvirkning på den kvalitative bodeling. Således har den, til hvis bodel et aktiv hører, som udgangspunkt en ret til at udtage den pågældende genstand ved skiftet.

Særråden og Særhæftelse

Særråden

Som det kort er beskrevet ovenfor, så har hver ægtefælle i levende live rådighed over alt, hvad ægtefællen har indført i ægteskabet. Dette betyder, at en ægtefælle som udgangspunkt har ret til at øve en ejers rådighed over sin egen bodel. Heraf følger samtidig, at en ægtefælle som udgangspunkt ikke har beføjelse til at råde over den andens bodel. Der er imidlertid anerkendt, at der er behov for en række regler, der kan beskytte den anden ægtefælles adgang til forskellige aktiver, som har betydning for familien eller vedkommende selv. Disse regler betegnes almindeligvis som de “sociale, kvantitative beskyttelsesregler”.

Først og fremmest gælder der en pligt for begge ægtefællerne til at råde forsvarligt over deres egen bodel. Dette er primært af hensyn til, at fællesboets midler skal danne grundlag for det fælles underhold, og samtidig skal disse midler også udgøre den arv, der efterlades til længstlevende ægtefælle eller ægtefællernes andre arvinger. Ydermere har en ægtefælle af hensyn til en eventuel bodeling også en interesse i, at der rådes forsvarligt, da det alene er de positive nettobodele, der deles, jf. ovenfor.

Efter denne bestemmelse bør en ægtefælle ikke blot afholde sig fra en urimelig ødsel med midlerne, men bør tillige, når der er tale om at bruge eller risikere betydelige værdier, rådføre sig med sin ægtefælle, hvis særlige hensyn ikke er til hinder herfor. Misbrug vil typisk være betydelige gaver til tredjemand, overdrevent personligt forbrug, påtagelse af store gældsforpligtelser, indladelse i risikable spekulationsforretninger, hasardspil, eller lignende. Der skal typisk være tale om et misbrug der står i betydeligt misforhold til formuens størrelse. Hvis den ene ægtefælle har misbrugt sine midler i henhold til ovenstående, så har ægtefællen eller arvingerne lov at kræve et vederlag i forbindelse med et eventuelt skifte. Under samme betingelser, eller hvis der er fremkaldt betydelig fare for en sådan formindskelse, har en ægtefælle desuden ret til at kræve bosondring. Der er almindeligvis ganske vide rammer for, hvad en ægtefælle kan tillade sig med hensyn til formuen, men i tilfælde, hvor ægteskabet er ved at strande, så vil denne ramme blive væsentligt snævrere.

For det andet gælder der et krav om, at der indhentes et ægtefællesamtykke førend der kan disponeres over visse aktiver. Der hersker almindeligvis den fejlagtige opfattelse, at siden der er formuefællesskab, så er det alene er i fællesskab, at ægtefællerne kan råde over deres aktiver. Den danske retsstilling har imidlertid taget udgangspunkt i et ønske om at skabe retlig ligestilling mellem ægtefællerne, hvorfor der ved formuefællesskab gælder en regel om særråden. Denne regel er der dog gjort undtagelser fra i visse situationer, hvor visse af familiens ejendele blev fundet at have så stor en betydning for familiens velfærd, at reglen om særråden blev fraveget til fordel for en regel om ægtefællesamtykke som gyldighedsbetingelse ved væsentlige dispositioner.

Efter retsvirkningsloven kræver det ægtefællesamtykke, når der disponeres over en række faste ejendomme, der hører til den pågældende ægtefælle bodel. For det første gælder denne regel for faste ejendomme, der tjener til familiens bolig. Der er hovedsageligt tale om parcelhuse, rækkehuse, ejerlejligheder, landbrugsejendomme, men også fritidshuse og sommerhuse falder ind under bestemmelsen, hvis de anvendes regelmæssigt. Derimod gælder bestemmelsen ikke for lystbåde, campingvogne osv. For det andet kræver det også ægtefællesamtykke, hvis der disponeres over erhvervsejendomme, der tjener til ægtefællens erhvervsvirksomhed. Hvis ægtefællen alene er underordnet medarbejder i virksomhed, så kræver det ikke samtykke. De former for dispositioner over de faste ejendomme, der er nævnt ovenfor, som kræver samtykke er afhændelse, eksempelvis salg eller gave, pantsætning, samt bortleje eller bortforpagtning, hvis det hindrer familiens beboelse eller udøvelse af erhverv. Det skal i øvrigt bemærkes, at selv om samlivet mellem ægtefællerne for en periode er ophævet, så bortfalder kravet om samtykke ikke. Beskyttelsen ophører først, når der ved separationen eller skilsmissen er taget stilling til, hvem der skal have udlagt ejendommen.

For det tredje, så er det krav om samtykke, der gælder for faste ejendomme, også gjort tilsvarende anvendeligt for lejede lejligheder. Således må lejeren ikke uden sin ægtefælles samtykke opsige lejemålet om familiens bolig eller lokaler, der tjener til den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed. Ligeledes må lejeren ikke fremleje det lejede uden sin ægtefælles samtykke, hvis det medfører, at det lejede ikke længere vil være til rådighed som familiens bolig eller til den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed. Det skal her bemærkes, at disse regler gælder uanset om ægtefællerne har helt eller delvist særeje.

For det fjerde gælder kravet om ægtefællesamtykke også for visse løsøregenstande, der har væsentligt betydning for familiens eksistens. En ægtefælle må således ikke uden samtykke afhænde eller pantsætte løsøre, der er fælleseje, såfremt det hører til indboet i det fælles hjem, til den anden ægtefælles fornødne arbejdsredskaber, eller hvis det tjener til børnenes personlige brug. Omfattet af betegnelsen “indbo” er møbler, herunder radio, fjernsyn, stereoanlæg, osv., samt køkkenindbo, for eksempel køleskab, fryser, vaskemaskine, opvaskemaskine, komfur og emhætte. Derimod er egentlige samlinger, eksempelvis af frimærker eller malerier, ikke omfattet af beskyttelsen, hvorfor de frit kan afhændes. Ligeledes er lystbåde eller campingvogne heller ikke omfattet. Derudover falder genstande, der er overladt til den anden ægtefælles personlige brug også udenfor, eksempelvis cykler, ligesom fælles benyttede biler også gør det, med mindre genstandende i væsentlig grad bliver benyttet i den anden ægtefælles erhverv. Beskyttelsen af løsøre genstande gælder både for afhændelse, pantsætning og udlejning.

Har en ægtefælle indgået en aftale uden fornødent samtykke, der er i strid med en af de ovenstående beskyttelsesregler, så er aftalen ikke automatisk en nullitet, men kan derimod anfægtes ved domstolene, hvor den anden ægtefælle kan få aftalen omstødt, såfremt vedkommende kan godtgøre, at medkontrahenten, eksempelvis køberen eller panthaveren, var i ond tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over den pågældende genstand uden samtykke. Det kan almindeligvis være vanskeligt at bevise, at medkontrahenten var i ond tro, hvorfor ægtefællernes vielsesattest nogle gange bliver tinglyst på eksempelvis ejendommens tingbog. Medkontrahenten kan efter omstændighederne også bringes i ond tro, hvis han har fået forevist aktivet, eksempelvis boligen, og det tydeligt fremgik, at aktivet tjente til familiens brug eller den anden ægtefælles erhverv. En sag om omstødelse skal anlægges senest 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik kendskab til retshandlen, og senest 1 år efter dens tinglysning. Det skal i øvrigt igen nævnes, at beskyttelsen gælder helt indtil det i forbindelse med separationen eller skilsmissen er bestemt, hvem der skal udtage aktivet.

Hæftelse

For hvad angår reglerne om særråden og særhæften, så er der ikke særlig stor forskel mellem formuefællesskabet og særeje. Specielt reglerne omkring særhæften i formuefællesskabet er nærmest identiske med reglerne for særeje.

Særhæften betyder, at enhver af ægtefællerne hæfter med den del af fællesboet, hvorover vedkommende råder. Som hovedregel hæfter en ægtefælle kun for de forpligtelser, som vedkommende har pådraget sig ved aftale, erstatningspådragende adfærd, eller på anden vis. Begge ægtefæller kan dog efter de almindelige formueretlige regler hæfte for en forpligtelse i visse tilfælde, for eksempel ved kaution eller, hvis ægtefæller, der ejer en fast ejendom i sameje, begge har forpligtet sig til at hæfte for gælden. Der kan også i visse tilfælde være tale om, at begge ægtefæller hæfter for en forpligtelse, hvis der er disponeret i henhold til en fuldmagt.

En ægtefælle hæfter over for sine kreditorer med sin bodel og sit særeje. Der henvises i denne forbindelse til det ovenstående vedrørende bodele. Der kan opstå bevisvanskeligheder i tilfælde af eksekution i løsøregenstande, rede penge eller fælleskonti i pengeinstitutter, da det kan være vanskeligt for kreditoren at afgøre, til hvis bodel et aktiv tilhører. Typisk vil der blive lagt vægt på ægtefællernes samstemmende, når de virker troværdige og rimelige, specielt hvis der er tilvejebragt en vis positiv bestyrkelse af forklaringen, eksempelvis igennem dokumentation eller vidneførelse. Det er selvsagt en betingelse for at godtage ægtefællernes forklaring, at den under hensyn til værdien af genstanden, tidspunktet for erhvervelsen, og ægtefællernes økonomi i øvrigt, kan være korrekt.

Klik her for at få tilbud fra advokater og jurister