Gældssanering

Gældssanering

Det altovervejende udgangspunkt er, at en skyldner skal betale den gæld, som vedkommende har stiftet, med mindre kreditor frivilligt giver afkald på hele eller dele af gælden. For mange, der har stiftet en større gæld end de kan betale, ender det med, at de bliver erklæret konkurs. Ved en konkurs søger skyldnerens kreditorer, for så vidt det er muligt, at opnå dækning for deres krav i skyldnerens ting, også kaldet aktiver, men for en skyldner der ikke kan betale sin gæld er det sjældent, at denne har nok aktiver til, at alle kreditorerne kan opnå dækning for deres krav. Herefter vil der typisk eksistere en restgæld efter konkursen, som skyldner stadig hæfter for, og som potentielt kan føre til en ny konkurs, da udækket gæld ikke bortfalder ved en konkurs.

Ud fra sociale hensyn er det imidlertid bestemt, at en persons gæld kan eftergives, hvis en række betingelser er opfyldt. Dette kaldes for gældssanering. Det er i denne forbindelse vigtigt at gøre opmærksom på, at der er forskel på gældssanering og en frivillig akkord. Ved den frivillige akkord vælger skyldners kreditorer selv at nedskrive gælden til skyldner med en vis procentdel, hvorimod en gældssanering besluttes ved skifterettens erklæring herom. Skifteretten fastlægger i henhold til en række kriterier det beløb, som retten mener, at skyldner kan betale, hvorefter den resterende del af gælden bortfalder. Der er således ikke nødvendigvis tale om, at hele gælden automatisk bortfalder ved gældssanering, omend dette kan være tilfældet, hvis skyldners forhold er særligt vanskelige. Dette betegnes typisk som en nul-sanering.

Som nævnt ovenfor, så gælder der en række betingelser, der skal være opfyldt før der kan opnås gældssanering, herunder, at skyldner skal være en fysisk person, skyldner skal være varigt insolvent, og gældssaneringen skal kunne antages at føre til en varig forbedring af skyldners økonomi. Der sondres her mellem gældssanering under konkurs og “almindelig” gældssanering. Ved gældssanering under konkurs gælder det særligt, at gældssaneringen kan opnås selv om skyldners forhold er “uafklarede”, mere herom senere. Ydermere vil skyldners afdragsperiode typisk nedsættes fra 5 år, som er det typiske ved “almindelig” gældssanering, til 3 år. For gældssanering ved konkurs, så gælder det dog overordnet, at denne alene er opnåelig for personer, hvis gæld primært stammer fra erhvervsvirksomhed.

Hvem og hvornår?

Gældssanering i forbindelse med konkurs eller rekonstruktion forudsætter, at begæringen om gældssanering bliver fremsendt til skifteretten inden rekonstruktionen eller konkursen afsluttes. En begæring om “almindelig” konkurs kan fremsættes når som helst.

En persons mulighed for at fremsætte begæring om gældssanering er ikke begrænset til før eller under vedkommendes egen rekonstruktions- eller konkursbehandling, men kan tillige indgives ved vedkommendes ægtefælles eller samlevers konkursbehandling, forudsat at skyldners gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller lignende hæftelse for gæld, som ægtefællen eller samleveren har pådraget sig ved erhvervsmæssig virksomhed. Ligeledes kan skyldner indgive begæring om gældssanering under et selskabs konkursbehandling, hvis skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever, direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af kapitalen i selskabet, og forudsat, at skyldnerens gæld i det væsentligste stammer fra kaution eller lignende hæftelse for selskabets gæld.

Grundlæggende betingelser

Som nævnt ovenfor, så er der en række grundlæggende betingelser, som skal være opfyldt, før en person kan opnå gældssanering. Foruden kravet om, at der skal være tale om en fysisk person, i modsætning til en juridisk person, så er det tillige et krav, at vedkommende er varigt insolvent, og at der er udsigt til varig forbedring.

Varig insolvens

Som den første betingelse for opnåelse af gældssanering, gælder det, at der ikke må være udsigt til, at skyldner inden for de nærmeste år kan betale sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder. Dette betegnes også, at skyldner skal være varigt insolvent.

Ved en vurdering af en skyldners insolvens, skal skyldners udgifter til opretholdelsen af et beskedent hjem og en beskeden levefod trækkes fra skyldners indtægter. Heraf følger, at skyldner også vil være insolvent selv om afdragene på skyldners gæld ikke udgør hele vedkommendes indtægt, hvis en del af indtægten går til opretholdelsen af hjem og levefod.

Der udarbejdes typisk et gældssaneringsbudget, nærmere herom nedenfor, hvor skyldners indtægter og udgifter opgøres. På baggrund af overskuddet i budgettet, skal skyldner være i stand til at betale sin nettogæld, inklusiv renter, inden for 10 år. Nettogælden er skyldners gæld fratrukket de aktiver, som ikke er undtaget fra skyldners kreditorer, altså de af skyldners genstande, som kreditorerne har mulighed for enten at opnå udlæg i eller sælge på tvangsauktion.

Varig forbedring

En anden grundlæggende forudsætning for gældssanering er, at gældssaneringen kan antages at føre til varig forbedring af skyldners økonomiske forhold.

Hvis ovennævnte gældssaneringsbudget viser, at der fremadrettet vil være et underskud, så kan skyldner ikke opnå gældssanering, da skyldner må forventes at blive insolvent på ny.

Alene det forhold, at skyldner én gang tidligere har opnået gældssanering, og at vedkommende nu igen er insolvent, kan ikke i sig selv skabe en formodning for, at skyldners økonomi ikke vil blive varigt forbedret gennem en ny gældssanering. Der kan dog være tale om en anden situation, hvis skyldner har fået adskillige tidligere gældssaneringer.

Særligt for gældssanering under konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, gælder det, at der ikke kan opnås gældssanering, hvis skyldner inden for de sidste 10 år har fået gældssanering.

Gældssaneringsbudgettet

Som nævnt ovenfor, så lægges der ved gældssaneringens indledelse et gældssaneringsbudget, hvori skyldnerens udgifter og indtægter opregnes. Det er alene skyldnerens udgifter til et beskedent hjem og en beskeden levefod, som medregnes. Der vil således typisk være tale om udgifter til bolig, vand, varme, el, gas, skat af bolig, og afdrag på prioritetslån mv., med fradrag af eventuel boligsikring. Endvidere vil udgifter til mindreårige børn også regnes som udgifter. Herudover vil skyldner desuden få lov at medregne et rådighedsbeløb, som skal dække skyldners udgifter til mad, tøj, vand, transport, fornøjelse mv. Rådighedsbeløbet udgør 5.850 kr. pr. måned, jf. gældssaneringsbekendtgørelsens § 11. Hvis skyldner derudover har særlige behov, eksempelvis som følge af handicap, så kan dette også medtages i et særskilt budget.

Skyldners indtægter vil typisk omfatte løn og pensionsindbetalinger mv., med fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, pensionsbidrag, indkomstskat til stat, kommune og kirke mv.

Efter at både indtægter og udgifter er opgjort vil der blive udregnet en månedligt oversigt, hvoraf det vil fremgå, om der er overskud eller underskud. Et eventuelt overskud vil udgøre det dividende, som skal betales til kreditorerne over den normerede periode. Hvis der således foreligger et overskud på 2.000 kr. pr. md., så vil skyldner skulle afdrage disse 2.000 kr. pr md. til sine kreditorer over den fastsatte periode.

Som nævnt ovenfor, så vil skyldneren typisk skulle afdrage på gælden i 5 år ved en “almindelig” gældssanering, eller 3 år ved gældssanering i forbindelse med rekonstruktion eller konkurs, hvorefter skyldneren vil være gældfri. Der kan under særlige omstændigheder fastsættes andre perioder end de ovennævnte, som enten kan være længere eller kortere, men dette er dog undtagelsen. Typisk vil skyldnerens gæld således nedsættes til det beløb, der svarer til, hvad vedkommende kan afdrage den på den normerede tid og samtidig have råd til opretholdelsen af et beskedent hjem og en beskeden levefod.

Nægtelsesgrunde

Konkursloven opstiller en række, ikke udtømmende, nægtelsesgrunde. Disse grunde kan bevirke, at en skyldner alligevel ikke kan tildeles gældssanering. Disse er:

  1. Uafklarede økonomiske forhold. Som nævnt ovenfor, så er dette alene en nægtelsesgrund, der kan gøres gældende ved “almindelig” gældssanering, og finder altså ikke anvendelse på gældssanering under konkurs- eller rekonstruktionsbehandling.
  2. Uforsvarlig økonomisk adfærd.
  3. En ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende adfærd.
  4. Undladt gældsafvikling.
  5. Spekulation i at opnå gældssanering.
  6. Stiftelse af ny gæld efter gældssaneringen er indledt.

Ved en vurdering af ovenstående nægtelsesgrunde, skal der særligt lægges vægt på gældens alder. I forbindelse med gældssanering under konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, så kan det i højere grad tillades, at gælden er af nyere karakter.

Særligt om uafklarede økonomiske forhold gælder det, at nægtelse af denne grund ofte vil bero på skyldnerens bolig- og indtægtsforhold. Hvis skyldneren således bor tidsbegrænset til leje, eller hvis vedkommende er ved at sælge sin bolig, så kan det være vanskeligt fremadrettet at beregne skyldnerens udgifter. Ligeledes kan det være vanskeligt, hvis skyldneren er arbejdsløs, eller hvis vedkommendes arbejdsforhold i det hele taget er usikre eller uafklarede, eksempelvis, hvis de er tidsbegrænsede.

For gældssanering i forbindelse med konkurs- eller rekonstruktionsbegæring, gælder der, foruden de ovenstående nægtelsesgrunde, tillige yderligere to. Herefter kan gældssanering nægtes, hvis:

  1. Det konstateres, at der ikke i uvæsentligt omfang er sket tilsidesættelse med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat, og indsendelse af oplysninger til det offentlige eller lignende.
  2. Det konstateres, at ledelsen af den virksomhed, der er, eller har været undergivet konkursbehandling, i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede virksomheden forsvarligt.

Hvis en af de ovenstående grunde er opfyldt, så er udgangspunktet, at skyldneren ikke kan opnå gældssanering.

Retsvirkning af gældssanering

Den primære retsvirkning af gældssanering er, at skyldnerens gæld nedsættes eller helt bortfalder. Om gælden nedsættes eller helt ophører afhænger af skyldners økonomiske situation.

Den nedsatte eller bortfaldne gæld omfatter som udgangspunkt al gæld, der er stiftet inden gældssaneringens indledning, men dog ikke gæld der er sikret ved pant, i hvert fald for den del af gælden, der kan dækkes af pantet. Skifteretten kan i nogle tilfælde vælge at bestemme, at der er al gæld, der er stiftet før en speciel dato, som skal være omfattet af gældssaneringen.

Herudover gælder der et lighedsprincip mellem kreditorerne, som medfører, at de forskellige usikrede kreditorer skal stilles ens, dvs. have samme dividende. Hvis en kreditor skal stilles værre end de andre kreditorer, så skal denne samtykke hertil.

Klik her for at få tilbud fra advokater med speciale i gældssaneringer