Revisionspligt skærpes 2023

Revisionspligt skærpes 2023

August 25, 2023 · 10 minutter

Kan man fravælge revision af årsregnskabet?

Folketinget har vedtaget en ny lov, der trådte i kraft ved indgangen til 2023. Den nye lov betyder, at revisionspligten skærpes, hvilket vil sige, at der stilles større krav til små og mellemstore virksomheder om revisorinddragelse ved regnskabsaflæggelse.

Flere mindre virksomheder skal inddrage en godkendt revisor - altså en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor, og flere virksomheder i særlige risikobrancher skal have en revisors erklæring på deres årsrapport.

Kan du fravælge revision?

Formålet med at skærpe revisionspligten og stille højere krav er:

  • Regeloverholdelsen skal styrkes, og antal fejl skal reduceres i indberettede årsrapporter, bogføringsrutiner og i skatte- og momsangivelser.
  • Små og mellemstore virksomheder med en balancesum på over 50 mio. kr. skal fremover ikke kunne fravælge revision.
  • Der stilles krav om brug af revisor for flere virksomheder i udvalgte risikobrancher med en omsætning på over 5 mio. kr.

I årsregnskabsloven fremgår disse skærpede krav nu, og de vil påvirke de mindre virksomheder i regnskabsklasse B, mens reglerne ikke får betydning for virksomheder i regnskabsklasse A.

Som nævnt ovenover betyder disse ændringer og skærpede krav for virksomheder med en balancesum over 50 mio. kr., at det ikke længere vil være muligt at fravælge en revisorerklæring om revision. Men det betyder også, at virksomheder i risikobrancher fremadrettet skal benytte sig af en godkendt revisor, hvis omsætningen overstiger 5 mio. kr. Der indføres sågar også revisionspligt for virksomheder med ledelsesmedlemmer, som har været pålagt konkurskarantæne.

Blogindlægget berører følgende områder:

  • Revisionspligt ved en balancesum over 50 mio. kr.
  • Krav om revisorerklæring i særlige risikobrancher.
  • Kan du fravælge revision?
  • Hvorfor får jeg påbud om revision?
  • Hvornår er det ikke muligt at fravælge revision?

Det er vigtigt, at du som virksomhed er opmærksom på de nye regler, som særligt rammer de små og mellemstore virksomheder, der nu skal bruge en godkendt revisor. Overholder man ikke reglerne, kan man få et påbud om revision og en bøde.

De nye regler for revision

Små og mellemstore virksomheder der har regnskabsår, der begynder den 1, januar 2023 eller senere kan undlade en revisorerklæring på årsrapporten, hvis virksomheden i to regnskabsår i træk på balancetidspunktet ikke overskrider to af følgende størrelser:

  • En balancesum på 50 mio. kr.
  • En nettoomsætning på 5 mio. kr.
  • Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 12 i løbet af regnskabsåret.

Erhvervsdrivende fond

Det er ikke muligt for erhvervsdrivende fonde at undlade en revisorerklæring. Det samme gælder for medarbejderinvesteringsselskaber. Her gælder der andre regler.

Holdingselskab

For holdingselskaber gælder der tilgengæld særlige regler for størrelsesgrænserne ved fravalg af revision. Disse gennemgås længere nede på siden.

Generalforsamling

Tilfælles har de forskellige selskaber, at fravalg af revision kun kan ske på en ordinær generalforsamling med fremadrettet virkning.

Revisionspligt ved en balancesum over 50 mio. kr.

Der er nu krav om revision for små og mellemstore virksomheder med en balancesum på over 50 mio. kr. i to regnskabsår i træk. Selskaberne skal derfor nu fremadrettet have en erklæring på deres årsrapporter fra en godkendt revisor - dette vil sige en statsautoriseret eller registreret revisor.

Dette vil særligt have betydning for investeringsvirksomheder, herunder ejendomsinvestorerer og holdingselskaber, som forvalter betydelige midler og har betydelig gæld, men har få ansatte og en lav nettoomsætning.

Krav om revisorerklæring i særlige risikobrancher

Fremadrettet er der krav om en uafhængig revisors erklæring efter eget valg for virksomheder i regnskabsklasse B, der befinder sig i det, der kaldes ‘særlige risikobrancher’, og som samtidig har en årlig nettoomsætning, der overstiger 5 mio. kr. i to regnskabsår i træk.

Disse små og mellemstore virksomheder, der befinder sig i en risikobranche, er underlagt krav om en uafhængig, godkendt revisors erklæring. Det er en erklæring efter eget valgt, hvilket betyder, at virksomhederne selv kan vælge, hvilken type af erklæring revisor skal forsyne årsregnskabet med. Det kan være en af følgende erklæringer:

  • En erklæring om assistance med opstilling af årsregnskabet.
  • En reviewerklæring.
  • En erklæring om udvidet gennemgang.
  • En revisorerklæring (revision af årsregnskabet).

Efter netop denne bestemmelse skal revisor være uafhængig ved erklæring om assistance, hvilket efter revisorloven ellers ikke er et krav ved andre erklæringer om assistance.

Forhandlinger mellem erhvervsministeren og skatteministeren afgør, hvilke brancher der fastsættes som særlige risikobrancher, og hvor længe branchen er kvalificeret som risikobranche.

På baggrund af data fra Skatteforvaltningen om virksomheders fejl i skatte- og momsangivelser lægges der i den oprindelige politiske aftale op til følgende 11 særlige risikobrancher:

  • Vejgodstransport
  • Flytteforretninger
  • Restauranter
  • Pizzeriaer, Grillbarer, Isbarer m.v.
  • Event catering
  • Anden restaurationsvirksomhed
  • Caféer, værtshuse, diskoteker m.v.
  • Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser
  • Webportaler
  • Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser
  • Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser.

Hensigten er, at hvert andet år revurderes disse risikobrancher. Brancherne identificeres via den officielle branchekode i CVR-registret.

Fravalg af revision som holdingselskab

Som nævnt tidligere gælder der andre regler for holdingselskaber. Et holdingselskab er en virksomhed, der besidder kapitalandele i andre virksomheder, hvori selve virksomhedsdriften foregår. Det er altid en selvstændig juridisk person og er oftest stiftet som et anpartsselskab eller aktieselskab. Holdingselskabet udøver betydelig inflydelse, og betydelig inflydelse regnes for at være, når den besidder 20% eller mere af stemmerettighederne i en anden virksomhed.

Disse små holdingvirksomheder har mulighed for fravalg af revision, hvis holdingselskabet og de virksomheder, holdingselskabet udøver betydelig inflydelse, i to regnskabsår i træk ikke overskrider to ud af tre følgende størrelser på balancedagen:

  • En balancesum på 4 mio. kr.
  • En nettoomsætning på 8 mio. kr.
  • Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 12 i løbet af regnskabsåret.

Når det skal vurderes om holdingselskabet overholder størrelsesgrænserne for henholdsvis banlancesum, nettoomsætning og gennemtsnitligt antal heltidsbeskæftigede, sker det ved sammenlægning af holdingselskabets egne tal med de tal for alle andre virksomheder, hvori holdingselskabet besidder kapitalandele i, og som det udøver betydelig indflydelse over.

Det er altså både holdingselskabet og virksomhederne, der inkluderes i ovennævnte betingelser for fravalget af revision.

Hvorfor får jeg påbud om revision?

En virksomhed har altid kunne blive påbudt revision, hvis Erhvervsstyrelsen har konstateret væsentlige fejl eller mangler i forhold til selskabslovgivningen eller regnskabslovgivningen ved en kontrol af årsregnskabet.

Det er nu blevet tilføjet til bestemmelsen, at ved en kontrol af bogføringen kan virksomheden også blive påbudt revision af årsregnskabet, hvis der konstateres fejl eller mangler af Erhvervsstyrelsen.

Ved sådan et påbud om revision har virksomheden som udgangspunkt mulighed for selv at vælge mellem udvidet gennemgang eller revision, medmindre der træffes en afgørelse om andet af Erhvervsstyrelsen.

Hvornår kan man ikke fravælge revision?

Der findes tilfælde, hvor en virksomhed er revisionspligtig og ikke har mulighed for at fravælge revision - selvom størrelsesgrænserne herfor ikke overskrides. Disse tilfælde er gældende, hvis selve virksomheden, en person eller virksomhed med bestemmende inflydelse over virksomheden, eller en tilknyttet virksomhed har overtrådt selskabslovgivningen, regnskabslovgivningen eller skatte- og afgiftslovgivningen og dermed har accepteret et bødeforelæg eller er dømt for overtrædelse heraf.

De gældende regler inkluderer også, at ved bødeforelæg eller dom for overtrædelse af hvidvasklovgivningen vil en virksomhed blive suspenderet for muligheden for fravalg af revision.

Derudover vil fravalg af revision heller ikke være muligt, hvis et ledelsesmedlem inden for de seneste to år har været pålagt konkurskarantæne.

Selskabsloven

Selskabsloven er en samlet lov for kapitalselskaber, det vil sige aktie-, anparts og partnerselskaber. I selskabsloven bliver der anvendt en række forskellige fællesbetegnelser som f.eks. ‘kapitalselskaber’ for de omfattede selskaber, aktier og anparter kaldes for ‘kapitalandele, aktie- og anpartskapital kaldes for ‘selskabskapital’ og aktionærer og anpartshavere kaldes for ‘kapitalejere’.

I selskabsloven fastsættes regler om kapitalfordelingen i et selskab, fordelingen af ejere, bestyrelsens hovedopgaver, og hvem der kan eje andele af selskabet. Fælles for disse selskabstyper i selskabsloven er, at de betaler selskabsskat, og at ejer ikke hæfter personligt. Derudover skal selskaberne i deres navn benytte sig af betegnelsen for selskabstypen, henholdsvis A/S, P/S eller ApS.

Derudover er der et krav for både aktieselskaber og anpartsselskaber om udarbejdelse af en årsrapport, som skal offentliggøres og indsendes til Erhvervsstyrelsen.

Et selskab kan dog blive straffet med en eller flere bøder, hvis selskabsloven ikke overholdes. Herefter vil selskabet også have revisionspligt. Det kan endda i værste tilfælde blive tvangsopløst.

Hvorfor bliver et selskab opløst?

  • Hvis et selskab ikke har den ledelse, som selskabsloven dikterer.
  • Hvis et selskab med revisionspligt har undladt at have en revisor.
  • Hvis et selskab ikke har sendt sin årsrapport til tiden.
  • Hvis et selskab har mistet meget af sin kapital.

Regnskabsloven

Regnskabsloven er en lov, hvori der fastsættes regler vedrørende årsregnskaber med regler om bogføring inkluderet.

Her er der bl.a. regler om, at årsrapporten for virksomheder i regnskabsklasse B og C skal indberettes til Erhvervsstyrelsen 6 måneder efter regnskabsårets afslutning.

Derudover er der indført disse nye regler for revisionspligt og øget revisorinddragelse ved regnskabsaflæggelsen samt en ny bogføringslov med udgangspunkt i øget digitalisering af bogføringsprocesser, der skal styrke regelefterlevelsen og reducere fejl i indberetningen.

Overskrides tidsfristen eller opstår der forsætlige fejl ved bogføring eller andre årsregnskaber, vil der efterfølgende være revisionspligt.

Skatte- og afgiftsloven

Skatte- og afgiftslovgivningen er Skatteforvaltningens område, hvor lovgivningen opdeles i love, der fastsætter de direkte skatter, og love, der fastsætter de indirekte skatter. Disse indirekte skatter betegnes samlet som afgifter. De kan så igen opdeles i generelle afgifter og punktafgifter.

En generel indirekte beskatning af det private forbrug er merværdiafgiften, også kaldet moms, som omfatter alle varer og tjenesteydelser. De virksomheder, der er fritaget for afgift efter momsloven, skal i stedet betale lønsumsafgift.

Vurderer Skattestyrelsen, at der er sket en overtrædelse af skatte-, moms- eller afgiftslovgivningen, og den skyldes grov uagtsomhed eller forsætlig unddragelse, kan der blive tale om straf. Skattestyrelsen har dog kun kompetencen til at tage sig af straffesagen, når den forsætlige unddragelse ikke overstiger:

  • 250.000 kr. for overtrædelse af skattelovgivningen, momsloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag og lønsumsafgiftsloven.
  • 100.000 kr. for overtrædelse af punktafgiftslovene.

Overstiger den forsætlige unddragelse disse beløb, sender Skattestyrelsen sagen videre til politiet. Herefter afgøres den eventuelle straffesag af domstolene.

Skattestyrelsen har kun mulighed for at give straf i form af bøder, hvis virksomheden/personen er enig. Hvis man ikke når til enighed om bødeforlægget, så vil der være mulighed for virksomheden/personen at få straffespørgsmålet vurderet af domstolene. Ender det ud i en straf, vil der herefter være revisionspligt.

Hvidvaskloven

Formålet med hvidvaskloven er at forebygge og bekæmpe hvidvask. Loven stiller adskillige krav bl.a. om, at man legitimerer og risikovurderer sine kunder, samt at man underretter Hvidvasksekretariatet (NSK) om mistanke om hvidvask. Det er Erhvervsstyrelsen, der står for tilsynsføring med hvidvasklovens overholdelse og yder vejlednig i hvidvasklovens anvendelsesområde og de forpligtelser, der følger af loven.

Hvidvask er i hvidvaskloven defineret som:

  • Uberettiget at modtage eller skaffe sig selv eller andre del i økonomisk udbytte, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse.
  • Uberettiget at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på anden måde efterfølgende virke til at sikre det økonomiske udbytte fra en strafbar lovovertrædelse.
  • Forsøg på eller medvirken til sådanne dispositioner.

Hvidvask er at sikre udbytte fra en strafbar handling. Der kan være tale om penge, der er opnået gennem f.eks. underslæb, skatteunddragelse, bedrageri, korruption eller insiderhandel.

Der findes forskellige pligter i hvidvaskloven. Disse pligter udgør et led i den private sektors forebyggende foranstaltninger mod hvidvask. Hvis pligterne ikke overholdes, kan der straffes med bøde eller fængsel, og der vil så være revisionspligt.

Konkurskarantæne

Der er revisionspligt for virksomheder med en ledelse inkluderende en person, som forud sin indtræden har været pålagt konkurskarantæne efter konkurslovens regler. Denne revisionspligt er gældende til og med det regnskabsår, der har balancedag to år efter udløbet af personens konkurskarantæne. Der vil dog være mulighed for fravalg af revision, hvis denne person udtræder af ledelsen inden en tidsfrist givet af Erhvervsstyrelsen.

Find revisor

Fra januar 2023 stilles der større krav til små og mellemstore virksomheder, da revisionspligten skærpes. Dette betyder bl.a., at virksomheder i større grad skal inddrage revisorer ved regnskabsaflæggelse. Overholdes de nye regler ikke, kan det medføre straf i form af bøde og påbud om revision - og i værste tilfælde også tvangsopløsning af virksomhed eller fængselsdom.

Derfor vil vi råde dig til at leve op til de nye krav allerede i dag.

Men er du i tvivl om, hvordan disse nye krav påvirker din virksomhed, anbefaler vi dig at få hjælp. Hos Ageras matcher vi dig nemlig med en dygtig, godkendt revisor, altså en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor, der er specialist indenfor revision. Vi sender dig et tilbud på op til 3 forskellige revisorer - helt gratis og uforpligtende.

Relaterede blogs