Kassekredit

Hvad er en kassekredit?

En kassekredit er en aftale, du indgår med banken om, at du må gå i minus, indtil en vis beløbsgrænse. Renten er lavere end et normalt overtræk. Du kan ved at oprette en kassekredit få et større rådighedsbeløb, hvilket kan komme dig til gode, hvis du går en periode i møde med svingende indtjening eller ved uforudsete omkostninger.

En kassekredit er altså et kortfristet lån, du tager i banken, som du kun benytter, hvis du har brug for det. Derudover kommer du kun til at låne det beløb du har behov for i den periode, det er nødvendigt.

Mange virksomheder gør brug af en kassekredit, da det sikrer et større disponibelt beløb. Dette kan være en stor fordel, da der kan være et stykke tid imellem, at pengene kommer ind og ud af din virksomhed.

Eksempel:

Lad os sige, at du driver en virksomhed der producerer og sælger spiseborde. Du sælger dine borde til et bolighus, som har to måneder til at betale deres faktura. Du er nødt til at bruge penge på produktionen, før du kan sælge bordene. Derfor vil du have nogle udgifter, der skal dækkes, indtil salget er gennemført, og pengene er kommet ind på din konto. Så snart bolighuset har betalt, vil dit minus blive udlignet, så du ikke længere har gæld. 

Kassekredit rente

Hvilken rente kan man forvente at få sin kassekredit til? Der er ikke noget generelt svar her, da det afhænger af flere ting. Hvis du f.eks. har en lille nystartet virksomhed, med meget lidt indtjening, vil banken ofte se virksomheden som værende usikker, hvorfor din rente vil være relativt høj. Hvis du har en større virksomhed med god indtjening, vil det modsatte ofte være tilfældet, hvorfor din rente vil være lavere.

De fleste banker kreditvurdere ud fra forskellige faktorer. Det er derfor svært at sige præcist, hvad der har indflydelse på dit lån, men der er et par hyppige faktorer, vi kan se nærmere på.

  • Er det en virksomhed i vækst?
  • Har du aktiver du kan stille i pant?
  • Tidligere års resultater
  • Den enkelte banks kreditvurdering

For banken er det interessant at se på virksomhedens vækst. Hvis din virksomhed oplever en relativ hurtig vækst, kan det betyde, at du hurtigt kan tilbagebetale gælden, hvilket selvfølgelig er en god ting. Det kan dog også betyde, at du skal bruge et højt beløb til finansiering, hvilket kan være knap så godt.

Hvilke aktiver du kan stille i sikkerhed har også en stor betydning. Hvis du f.eks. har et varelager bestående af tøj, vil du ikke kunne stille samme sikkerhed, som hvis du har maskiner til produktion.

Banken vil også se på økonomien i din virksomhed herunder de tidligere års resultater. De fortæller noget om virksomhedens evne til at generere overskud, hvilket banken selvfølgelig helst ser, at du kan.

Udover renten på dit lån vil du ofte skulle betale stiftelsesprovision og muligvis løbende provision. Provisionen vil typisk være et beløb bestemt ud fra en procentsats af det lånte beløb som enten betales når lånet oprettes eller betales løbende.

Som du måske kan fornemme, er der mange faktorer der spiller ind. Og for at gøre det endnu svære at finde rundt i så er bankernes kreditvurdering ofte forskellig. Det kan derfor være en god idé at tage en dialog med flere banker, før du beslutter dig for hvilken bank, du vil være kunde i. Nogle banker er mere risikovillige end andre, hvilket kan betyde, at du kan få et større lån. Det kan dog også resultere i, at du får en højere rente.

Hvis du ikke føler dig helt sikker på, hvilken bank du skal bruge, hvor høj en rente du skal sige ja til eller hvor meget din virksomhed har råd til at låne for, så kan du med fordel benytte en revisor til at rådgive dig igennem processen. Banken er selvfølgelig interesseret i at tjene penge, så en kyndig fagmand på din side kan være med til at sikre dig en ordentlig aftale.

Jeg vil gerne modtage tre tilbud fra revisorer

Kassekredit eller erhvervslån?

Det er ikke altid en god idé at gøre brug af sin kassekredit. I nogle tilfælde kan du få en bedre låneaftale med din bank ved at oprette en anden type lån. Hvis du f.eks. skal købe større maskiner til produktion, vil det ofte kunne betale sig at lave et seperat lån til netop dette køb. Som du nok kan fornemme, er der et hav af faktorer der spiller ind, når din bank skal lave et tilbud på et lån til din virksomhed. Så for at være sikker på hvilke type lån du skal tage, er det en god idé at tale med din bank om det, og gerne med flere banker, så du kan sammenligne tilbud.

Hvis du er usikker på, hvilket lån din virksomhed skal tage, er det en god idé at søge råd hos en specialist. Ageras kan indhente tre tilbud til dig, helt gratis og uforpligtende.

Tryk her for at modtage tre tilbud fra revisorer